Jeg er født i 1971. Var gift i 21 år med mine tre voksne børns far, som jeg blev skilt fra i 2016. Siden mødte jeg en ny partner, blev gift igen - og skilt. Det har givet mig erfaringer med to meget forskellige måder at være i et parforhold på.
I 2019 oplevede jeg en stor krise i mit liv. Jeg kunne pludselig ikke gå og mine arme rystede. Mine kræfter var ligesom løbet ud af min krop. Det blev starten på en lang, svær kamp ud af mit andet ægteskab, som viste sig at være noget helt andet i virkeligheden, end jeg havde drømt om.
Der har været næsten uoverskuelige bjerge at skulle bestige, og det har indimellem været ensomt. Jeg har lært mig selv at kende igen, lært at kunne være alene – og at stå mere op for mine egne værdier og grænser. Der har været venner og familie til at hjælpe mig, og jeg har gået i terapi. Det hele har haft stor betydning for mig.
Det tager tid og kræver indsats at kunne blive klar til igen at kunne indgå i et nyt parforhold, men det kan lykkes!
RAMT praksis er drevet af mig, Sanne Bach, som de seneste år mest har arbejdet med voldsramte.
Jeg har stor erfaring med at tale om meget svære, private emner. Hos mig får du en terapeut, som ikke er berøringsangst, men som taler med dig om dine sårbarheder, følelser og oplevelser på en omsorgsfuld måde.
Narrativ terapi handler blandt andet om at lytte efter, hvad der er værdifuldt for dig, og at være nysgerrig på, hvordan du forsøger at gøre det i dit liv. Når man bygger et hus, er det vigtigt med et solidt fundament. Sådan er det også, når vi skal gøre forandre i vores liv. Vi skal have styr på vores fundament og vores erfaringer fra tidligere.
Livserfaring med alt det, som det levede liv indebærer. At være forælder, at blive skilt, at miste en nær, at være i overgangsalderen, at have børn, der er flyttet hjemmefra. Listen er lang med alt det livet har givet mig af glæder, udfordringer, sejre, tab og sorg.
Det er med stor ydmyghed, at jeg sidder i min praksis sammen med dig og måske din partner eller familie.
Min opgave er at skabe tryghed og varme, og stille gode spørgsmål, der giver forståelse af livssituationen, mulighed for at reflektere og for at se muligheder i livet, også når det er svært.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening, som er din garanti for, at jeg lever op til en række kriterier om uddannelse og erfaring, og har ret til at kalde mig psykoterapeut MPF.
Min baggrund for at praktisere som psykoterapeut er en 5 -årig uddannelse til narrativ psykoterapeut fra DISPUK. At arbejde narrativt betyder i ultra korte træk, at det ikke er DIG, der er problemet, men at det er problemet, der er problemet. Det kan være svært at gøre forandringer, men jeg har mange års erfaring med mennesker, der er udfordret i livet samt at motivere til forandring, og ved, at DU også kan gøre forandringer. Jeg hepper og bakker dig op!
I min praksis møder du en terapeut og et menneske som er autentisk og personlig, og med meget erfaring med voldstematikker og voldens dynamikker. Jeg møder dig med nysgerrighed og interesse, og forsøger at stille spørgsmål, som gør dig klogere. Jeg er ikke eksperten i dit liv. Det er du.
Udover uddannelser og arbejdserfaring, har min egen livserfaring været med til at forme mig som fagperson.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes